Etiske spørgsmål og fritstilling af folketingsmedlemmer – en problematisk cocktail

I det følgende vil jeg argumentere for at de politiske partier bør gøre hvad de kan for ikke at fritstille deres medlemmer, når det handler om såkaldte ‘etiske problemstillinger’, som f.eks. holdninger til aktiv dødshjælp, kunstig befrugtning og kirkelig vielse af homoseksuelle. At blive fritstillet som folketingsmedlem betyder altså ikke, at de er fritstillet i den betydning af de bliver fyret, men at medlemmerne frit kan stemme eller mene hvad de vil i en konkret sag. Fritstillingen kan enten skyldes, at partiet endnu ikke har lagt sig fast på en linje (f.eks. Liberal Alliance i forhold til aktiv dødshjælp) eller det kan være fordi man mener ‘etisk problemstillingner’ ikke egener sig til traditionel partipolitik. Men er denne strategi en god ide? Lad mig pege på treargumenter, der taler for at partierne bør stærbe mod mere partidisciplin. Fritstilling kan give signal forvirring for vælgerne. Hvis du som vælger er meget optaget, at etiske spørgsmål, ved du ikke hvad du får hvis du stemmer på et parti der fritstiller deres medlemmer i visse sager. Fritstilling kan gøre det uoverskueligt at forhandle mellem partierne. Når man ikke er sikker på hvad medlemmer vil stemme. Og for det tredje, svar på etiske spørgsmål, har en tendens til ikke at blive underbygget med argument, da holdningen bag fritstilling netop ofte er, at etik er ‘en personlig sag og at etisk blot handler om at ventilere personlige synspunkter. Denne tendens er farlig, da et folktingsmedlem således ikke behøver at argumentere for sin holdning. Endelig vil jeg gøre opmærksom på at distinktionen mellem såkaldte etiske og politisk spørgsmål er vilkårlig. Hvorfor er bioetiske spørgsmål blot etiske spørgsmål og ikke også politiske spørgsmål vedr. regulering af feks. kunstig befrugtning og organdonation? Og hvad med spørgsmålet om vi bør (eller burde) gå i krig i Irak, Afghanistan og Libyen - et dette et etisk eller et politisk spørgsmål? Både etiske og såkaldte politiske spørgsmål (som f.eks. traditionel fordelingspolitik og herunder skattepolitik) handler jo om hvordan man mener, at verden bør være indrettet. Hertil kan man indvende, at det er praktisk umuligt at alle partimedlemmer bliver enige om alle etiske og politiske spørgmsål. Det er nok sandt – men pengene vil være givet godt ud hvis man prøver at skabe en partidisciplin på områder, der optager mange menneskers liv.